Denice Klarskov |Officielt website |Blogs

Fra Slap til Klap.

Oprettet d. under Denice Klarskov

Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.
Fra Slap til Klap.

2017 var ret hård ved mig.

- Jeg havde faktisk store to do planer på mine lister, Jeg havde en plan om at lave nogle flotte scener / film til DK Webcam’s Uploded video område – Bla i VR, men flere af mine planer blev skubbet.
Så det skal jeg have lavet i år! :) 

Der var en masse sygdom herhjemme. – Det hele startede i tilbage i maj 2017 Jeg havde lige været på Mallorca til noget Networking sammen med min søster Pernille

Min mand Mark, får enormt ondt i maven altså ikke bare lidt ondt men sådan rigtig ondt
. – Han ligger i nogle uger, hvor han faktisk hverken kan det ene eller andet, han er fuldkommen mast som man siger.
Vi er ved lægen et par gange, han får noget forskelligt antibiotika og hvad der ellers hører til.
Intet synes at virke over de uger, så vi tager igen til lægen, denne gang bliver mark indlagt, han spiser ikke og han kan ikke komme på toilet, jeg bliver skide nervøs. – Han taber sig hurtigt og har det ellers ”gråt” ’
Det rager ikke alle  - så derfor får i denne historie kort – Mark er inde og ude af sygehusene, og bliver rykket fra et sted til et andet og er ellers bare i smertehelvede frem til August måned

Jeps hele sommeren – Jeg har jo ting jeg skal nå i løbet af sådan en sommer, men ellers forsøger jeg at være hende den irriterende kone der overnatter i lænestolen, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue tanken om at Mark er alene og måske endda bange – Mark har mistet begge sine forældre og der har været alt for meget sygehus indover hver gang – Så man kan jo godt forstå hvis han bare slet ikke kan føle sig tryg der overhovedet  Specielt når ingen rigtig kan sige hvornår de forventer han skal få det bedre.
Anywho, mens Mark, endelig er fundet til rette på Slagelse sygehus – Og der er endelig er nogle søde sygeplejerske, der gør at man kan føle sig nogenlunde tryg, tænker jeg at det er på tide at tage en nat hjemme, i min egen seng og et dejligt varmt bad og hvad man ellers drømmer om når man har boet mere end et par uger i en ellers ret fin lænestol i hjørnet af en enmandsstue og på diverse Akut steder.

Jeg når at komme hjem og tage mig et bad. – Får sat mig stille i sofaen og pludselig får jeg sådan Ondt i nederste del af maven, tænker at jeg nok bare stresser lidt meget og er træt, og at kroppen har været udsat for dårlig søvn, dårlig mad, ingen motion og generelt har jeg bare mishandlet den i 3 måneder.
Så jeg tænker, det går nok over efter en god nats søvn, der når jeg dog aldrig til....

Jeg har min søster Pernille på besøg, tiderne har været hårde og hun har hjulpet mig med at få hjem arbejde og sygehus til at fungere og gå op, så godt det nu er muligt.
Pernille har sin veninde Julie på besøg hos os, fordi igen af os jo er hjemme – vi bor på sygehuset.

Nå, men jeg siger godnat til Pernille og Julie og hopper ind i seng, som jeg ligger biver smerterne værre og værre – og til sidst føler jeg, at mit underliv springer! – Sådan Eksploderer – Jeg har aldrig oplevet en smerte lig, sådan virkelig aldrig (efterfølgende har jeg fået af vide af folk de har oplevet det samme) at det er samme smerte som at føde) Jeg skriger! Jeg kan huske jeg tænker, så hold dog op med skrig sådan for pokker og alligevel kan jeg ikke holde det tilbage, det gør SÅ ondt. – Pernille og Julie kommer løbende som var jeg ved at dø – (tænker det er skriget der gør det) - De spørger mig, hvad er der galt, hvor gør det ondt? – Jeg kan huske jeg beder om noget smertestillende og Pernille siger – det kan du glemme du skal på skadestuen og det skal være nu -Ingen mennesker skriger sådan, uden der er noget alvorligt galt.

De hjælper mig ud i bilen – lægger mig på bagsædet – Det føles som panik det hele, det går så stærkt – Vi ringer til vagtlægen som fortæller os at vi skal køre til Slagelse og ikke Næstved sygehus.
Indeni tænker jeg bare det er fandeme løgn, 40 minutter på landevej med de her smerter – Julie er helt ude af den og pernille bliver ved med at trøste mig, mens hun siger til Julie at alt nok skal gå.

Jeg tror, hvis man er vant til at se et menneske klarer det meste og det menneske pludseligt ikke engang kan rumme sig selv, så bliver man skræmt og bange og det er jo helt forståeligt.

Vi ankommer til Slagelse Akut afdeling, og jeg kravler bogstaveligt talt ind i receptionen hvor alt jeg kan er at smide mig på gulvet og skrige af smerte. - Der kommer ret hurtigt sygeplejersker ud for at hjælpe mig. – Og Lægen er sjovt nok den samme læge som ser til mark om dagen et par etager oppe. – han kigger mærkeligt på mig, han så mig jo i formiddag – helt normal – og med almindelige træthedstegn.
Jeg har en nogle cyste situationer åbenbart, en kæmpe cyste af ”vand” er sprunget og deraf kom smerten – jeg har i noget tid rendt rundt med en ret stor mave, så stor at jeg faktisk i det sidste stykke tid ikke kunne lukke mine bukser, troede bare jeg havde taget på
😊 Men nu gir det hele meget bedre mening
i hvert fald finder de ud af at denne bobbel af vand er sprunget og man lavet et par snit i maven på mig for at tjekke æggeledere etc, og for at suge de 0,25 Liter vand ud af mig.

Mark er stadig indlagt og har været nede og besøge mig, selv i sygetøj.

Det her er faktisk den korte forklaring, den lange ville tage alt for lang tid og jeg har faktisk ikke lyst til følelsesmæssigt at gå det igennem igen.  
– Der går cirka en måneds tid før jeg er hele møllen igennem igen - Endnu en cyste – det føles som en uendelighed. 

Nå men for at gøre denne nu ret lange historie kort – var mit 2017 – Direkte ud af helvede!
Det er svært at forklare et helt års ”vanvid” og få det hele med, så der mangler bidder og forklaringer men sådan er det, jeg kan ikke overskue at forklare det yderligere.

Starten på 2018 – er en helt anden historie. – Vi missede vores ferie sammen sidste år
Mark og jeg , derfor har vi i år booket en dejlig rejse tidligt på sommeren, som jeg glæder mig enormt til.

Men… at være syg og være pårørende hele 2017 – har virkelig taget på mig, og på min ellers vidunderlige krop – Den er træt og en smule slasket ( Jeg er ikke overvægtig og ej heller super utilfreds ) men jeg kan mærke, at jeg ikke er så sikker som jeg plejer og jeg kan mærke at min krop har brug for at jeg tager den alvorligt et øjeblik.

Det er tid til Fra Slap til Klap, - og hvad mener jeg egentlig med det ?
Jeg skal stramme op og stoppe min trøstespisning :D – For det tager overhånd, meget hurtigt :D
Jeg skal på stram op i 30 dage, så jeg kan føle mig bikini klar til min tur til Tyrkiet ;D
Jeg har 30 dage! – I can do this!

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar